Press and more

Here are som reviews...

 

Dejlige Dee Dee
Hun kan råbe som en rejekælling og
tindre af ømhed. Formidabel aften på
Plænen med Dee Dee Bridgewater.
JAZZFESTIVAL

Plænen, Tivoli: Dee Dee Bridgewater og Tivolis
Big Band under ledelse af Peter Kragerup.
Lørdag 8. juli.
DE ER DER heldigvis endnu. De ægte, fuldblods jazzsangerinder, der ikke baserer deres vokale udtryk på tillærte attituder, men som uforbeholdent tør være sig selv og bruge deres stemme,som Gud har givet dem den. For nogle årtier siden hed det førende kvindelige trekløver Ella Fitzgerald, Carmen McRae og Sarah Vaughan. I dag er det Dee Dee Bridgewater, Dianne Reeves og Diana Krall, der indtager en tilsvarende position. Og de to førstnævnte er endog i år den københavnske jazzfestivals gæster. Igen – kan man tilføje, for de har jo besøgt os adskillige gange før. Men det gør ikke gensynet og genhøret mindre hjerteligt, som det skulle vise sig, da Dee Dee Bridgewater og Tivolis Big Band lørdag aften indtog Plænen i Tivoli. Og for mig blev det faktisk en ny oplevelse, idet jeg ikke havde overværet deres koncert sammesteds i 2004. Det er en anden form for udfordring at stå foran et fuldt besat bigband end at optræde med sit eget lille ensemble, og jeg tvivler på, at nogen i dag er i stand til at løse en sådan opgave mere overbevisende, end Dee Dee Bridgewater formår det.
Hun har stemmen, der kan brage igennem. En stemme, der i en blues kan råbe som en rejekællings, men også kan tindre af ømhed i en ballade som 'In A Sentimental Mood'. Og hun har meget mere end det. Det, der gør hende til en så enestående kunstner, er hendes dramatiske talent. Først og fremmest som det ytrer sig i hendes sang, i dens rigdom af nuancer og i den måde, hvorpå hun også i det deklamatoriske i sit foredrag fastholder jazzens rytmiske intensitet.
Men dette særlige talent kommer ligeledes til udtryk i hendes evne til at fange øjeblikket, i hendes varme kommunikation med publikum imellem numrene og med musikerne på scenen. For intet tydede på, at det var noget, hun havde indstuderet i forvejen.
HVILKET BRINGER os til orkestret. Et fortræffeligt orkester, der i disse sommermåneder også råder over adskillige medlemmer fra Radioens Big Band og Niels Jørgen Steens Monday Night Big Band. Det var nemlig i høj grad dets fortjeneste, at Dee Dee Bridgewater kunne tillade sig at frasere så frit og så trygt, som hun gjorde det, støttet af orkestret i en lang række fine arrangementer. Det klædte 'Lady Be Good' at forflytte sig i valsetakt. 'In A Sentimental Mood' bød på en herlig sekvens for saxofongruppen, og indimellem kom flere glimrende solister til orde.
Aldeles fremragende – og det, jeg ved siden af Dee Dee Bridgewater vil huske koncerten for – var Steen Hansens basunsolo i 'Polka Dots And Moonbeams'. Hvor mange herhjemme er mon klar over, hvilken musiker vi har i ham? Når jeg lytter til hans spil, tænker jeg tit på, at der er ingen basunist i hele verden, jeg hellere vil høre.
BORIS RABINOWITSCH
kultur@pol.dk
Basunspillets vanskelige kunst
Af Kjeld Frandsen, Mandag den 24. januar 2000, 12:00
Steen Hansens improvisatoriske udflugter
skabte liv i foretagendet.
Jazz
At spille basun. Det er ikke altid lige let. Budskabet flyder ikke så elegant, præcist og så udtryksfuldt som fra en
saxofon, og som tilhører skal man kende instrumentets tunge og besværlige teknik for - for alvor - at værdsætte
præstationerne.
OK - så firkantet forholder det sig nu ikke, og under alle omstændigheder havde et betragteligt publikum
indfundet sig, da basunisten Steen Hansen fredag aften indtog jazzhus-scenen. En del værdsatte dog indbyrdes
kommunikation højere end de musikalske ydelser, og sammenholdt med en indledningsvis meget skæv og
forvirrende lydgengivelse forekom musikken ikke specielt fængende.
Både lyd og musik løftede sig dog i løbet af den times musiceren, jeg havde mulighed for at overvære, og selv
om repertoiret - udelukkende Steen Hansen-kompositioner - var af en mere eller mindre interessant beskaffenhed, så kom der liv i foretagendet i kraft af de improvisatoriske udflugter.
Steen Hansen, som i 14 år har været medlem af Radioens Big Band, og som havde medbragt dette orkesters rytmesektion, pianisten Nikolaj Bentzon, bassisten Thomas Ovesen og trommeslageren Søren Frost, alternerede ubesværet mellem trækbasun og ventilbasun.
På sidstnævnte blev det til smukt og yderst formfuldendt spil i balladen "To A Friend" samt til en sprudlende leg
med "My Rhythm", som var basunistens re-konstruktion af George Gershwins "I Got Rhythm".
Og trækspillets fortræffeligheder kom i rigt mål på banen i den afsluttende og kontant-swingende mol-blues
"Deep Water". Her var smidighed og en på én gang metallisk og organisk klang - samt et melodisk flow, som var
til at opleve - ganske uden ekspert-viden om basunspillets vanskelige kunst
.....
Solistnydelser
Derimod kunne man nyde et par af big bandets egne solister: Nicolai Schultz viste, at han fremdeles er den mest overbevisende fløjtespiller i dansk jazz, altsaxofonisten Peter Fuglsang gav med sit nyvundne ekspres »This Is All I Ask« og til Gil Evans-versionen af Gershwins »Buzzard Song« (efter hvilken Michael Bojesen passende kunne have krediteret Jakob Munck
for overlegent at have spillet jazzhistoriens sværeste tubastemme), og Steen Hansen fik trods meget snæver plads til sin basun vist formatet i Breckers egen »Foregone Conclusion«.
...
Skrevet af: Peter H. Larsen, "Information"
Oprettet 31/01/2010 - 19:25
Bass and Bones
Jazznyt:
søndag, september 13, 2009
Limfjordsporter og pommes frites
Steen Nikolaj Hansen & Mads Vinding: Bass & bones (Bro
Recordings)
Det er som en Limfjordsporter og en omgang sprøde pommes frites.
Det smager djævelsk godt, men er ikke noget man ser på
menukortet på hverken grillbaren eller restauranten.
Basun eller trombone sammen med en kontrabas er heller ikke
hverdagskost på jazzscenen. Men det er der heldigvis musikere der
ikke lader sig styre af. Bassisten Mads Vinding har før lavet
duoplader som feks. basduopladen sammen med Jesper Lundgaard
i 2002 eller Together fra 1998 sammen med Bob Brookmeyer. Den
sidste falder i samme sjældne kategori som den aktuelle plade,
forskellen er at Brookmeyer spiller ventilbasun og Steen Nikolaj Hansen på den aktuelle plade spiller på trækbasun.
Mads Vinding og Steen Hansen kender hinanden fra DR Big Band. Her spillede de sammen fra midten af firserne. Gennem deres
venskab voksede idéen om denne plade. Hansen har arrangeret numrene der åbner for sammenspil og nye musikalske veje. Når
to musikere fra jazz-eliten mødes og laver et så udpræget con amore projekt, er man som jazznørd allerede godt tændt inden
man har hørt en lyd.
Men holder det så i den musikalske virkelighed? Selvfølgelig holder det hele vejen. Der står ikke så meget på spil for de to herrer.
De tør spille op til hinanden, udfordre og ikke mindst bruge en masse musikalsk humor. Steen Nikolaj Hansen har skrevet et
enkelt nummer til pladen. Resten er taget fra jazzens standardrepertoire, men der er også blevet plads til sager som en
forrygende udgave af titelmelodien fra den gamle film Spartacus og Tom Harrell's Sail away. Ellers finder man mere kendte sager
som It might as well be spring og You don't know what love is.
Pladen kan på det kraftigste anbefales til jazzconnoisseuren der troede han/hun havde hørt alt. Men også til den glade jazzlytter
der feks. kan bruge pladen som soundtrack til en tur i køkkenet, hvor der laves pommes frites - måske med en hjemmerørt
kryddermayo?
Bonusinfo:
Pladen udsendes af Vordingborg-pladeselskabet Bro Recordings
Mads Vinding: www.vinding.dk
Steen Nikolaj Hansen: www.trombone.dk
Indsendt af Niels Overgård kl. 12:20
ITA Journal:
BA5S AND BONE
STEEN NIKOLAJ HANSEN, SLIDE
TROMBONE ,VALVE TROMBONE;MADS
VINDING ,BASS
BRO RECORDINGS BRO 003 (Fasanvej
1,4760 Vordingborg,Denmark;www.
brorecordings.com).
Alex North: Sparlacus. Richard Rodgers: It
Might As Well Be Spring. Tom Harrell: 5ail
Away. Gene de Paul: You Don't Know What
Love Is. McCoy Tyner: Three Flowers. Jerome
Kem: All the Things You Are. Button Lane:
How Are Things in Glocca Morra Jimmy van
Heusen: Polka Dots and Moonbeams. Harold
Arlen: That Old Black Magic. Steen Nikolaj
Hansen: Bass and Bones. Victor Young: When I
Fall in Love. George Gershwin: But Not For Me

In 1998, bassist Mads Vinding recorded
an inspired album w ith the b rilliant valve
trombonist Bob Brookmeyer.S u rely Steen
Nikolaj Hansen( w ho many ITA members
will know from the Jazz Masters recording
made at the ITF in 2003 in Helsinki), a
trombonist with the esteemed Danish Radio
Big Band, is well aware of the high standard
of that precedent to this fine album.
There is nowheret o hide in a du0, but
neither of these players has to worry about
hiding. The largely relaxed session, in a
program of great standards, two relatively
unknown jazz tunes (Tyner's and Harrell's
attractive pieces) and a Hansen blues, is well
worth the attention of trombonists ム and
others. Hansens p lits the s elections about
evenly b etween valve trombonea nd slide
trombone. On valves, Hansen owes a debt
to Brookmeyera, s does practically every
valve trombonist in jazz. He may not
have t he m elodic/harmonigce nius of the
underappreciated Brookmeyerb, u t Hansen is
a very fine player in the mainstream modern
tradition. His slide playing, like his valve
playing, is extremely clean, with a rich,
beautiful sound, and showingi n fluence of
the Frank Rosolino/Carl Fontana school of
playing. Hansen gets down to basics on the
plunger-muted Glocca Morra and his blues.
Viding is rock solid in a supporting role and
sensational as a soloist.
As seems to be the case with so many
Europeanr e leases the ecording quality
is pristine, allowing the beauty of the
instruments and the playing to shine through,
and the packaging tastefully done
Thumbs up to a strong album
― Kurt Dietrich, Ripon College
Den Gode Melodi
.....
Helt forankret i moderne jazzklassik er også basunisten Steen Hansen og basisten Mads Vindings duoprojekt, som indlysende nok hedder Bass & Bones. Når man indleder en cd med en kort version af Alex North’s kærlighedstema fra Kubricks Spartacus-film og blot lader Vinding antyde, hvad hamonierne rummer, ved man, at her har musikerne valgt kun at følge én vej - den, der leder til den gode melodi, slet og ret.
Spartacus-temaet er så godt, at det kan der ikke gøres ret meget mere ved, men det kan der heldigvis ved de andre temaer, de fleste fra den store amerikanske sangbog. Begge musikere øser af deres eget store melodiske overskud i deres indsatser, som cementerer Vindings ry og påny minder os om, at dansk jazz i Steen Hansen har en basunist, hvis lige - når det alene gælder evnen til at skabe originale melodiske forløb - ikke er hørt siden den nu semipensionerede Torolf Mølgaards velmagtsdage i 60’erne. Hansen spiller med både træk og ventiler, og jeg kan med mellemrum komme i tvivl om, hvornår han anvender hvad. Det bør være en kompliment til instrumentalisten Hansen.
.....
Peter H Larsen, "Information" 23/9 2009
 
(Last updated 20-Oct-2010 )